Prøveopsætning af lamper

Partnerskab der samler alle aktører i Holstebro midtby

Prøveopsætning af lamper

03/05/2022 Uncategorized 0

Allerede sidste år blev der i Cityvækst’ repræsentantskab truffet beslutning om allokering af midler til en lysoverdækning af området ved Østergade, Brostræde og Brotorvet. Nu hænger de første 7 lamper opsat i de allerede eksisterende stålwirer i krydset, hvor Østergade møder Brostræde som et forsøg, inden den endelige beslutning skal tages om fase 2 og en eventuel fase 3.

Idéen med en lysoverdækning er et resultat af det lokale BID-samarbejde med repræsentanter for café- og restaurationsejere samt nattelivet. Politiet har efterspurgt mere belysning i området for at øge sikkerheden og dette ønske imødekommer CityVækst-samarbejdet med disse lamper. Derudover er det en forventning at lysoverdækningen kan være med til at gøre området i den nedre by mere attraktivt og være med til at samle området som det sted, hvor ’det sker’ i Holstebro.

Lamperne kan skifte farve via en app og bruges til at skabe stemning i området hele året.

Bliver forsøget en succes, arbejdes der på at ophænge i alt 197 lamper i områderne ved Østergade, Brostræde, Brotorvet og med tiden længere ned mod den Røde Plads.

Billede af lamperne sat op, hvor Østergade møder Brostræde.